Skip to content

De hænger ikke i, de hænger bare ud…

09/02/2011

Jeg er stoppet med at amme ! Og det føles på mange måder helt fantastisk. Min søn har i over 2 måneder haft problemer med at sove om natten og fra kl. 24 og resten af natten lå jeg nærmest konstant med patterne fremme. Så tog jeg beslutningen og gik over til flaske. Nu sover han og jeg meget bedre – er kun oppe 1-2 gange hver nat og det er luxus !

Og jeg har fået mine bryster igen… Eller det vil sige først var det MEGET ømme, men det tog heldigvis ikke mere end et par dage, så var det overstået… Nu 14 dage efter kan jeg så se hvad de er blevet til.

Min kæreste kiggede på mig i sengen i morges og sagde “Det ligner du kun har eet bryst på midten” – og der var det gik op for mig ! Jeg har fået hængepatter… Ja, man vidste jo godt at det kunne ske, men de har været så fine i al den tid jeg har ammet og jeg tænkte; Det sker ikke for mig !

Nu kører der en gammel Hannibal & Jerry sang (tror den kommer der fra) i hovedet på mig konstant: Jeg hænger ikke i, jeg hænger bare ud – jeg hænger i min seng som en slatten klud. Den ku være skrevet af mine bryster !

Men når jeg så blir lidt trist over udviklingen af min krop – så ser jeg på min søn og tænker at det er det hele værd !

 

Sart? – Det kan du godt glemme!

06/22/2011

Jeg hader folk der prutter højlydt og derefter griner. Jeg hader når folk fortæller hvad de har “drejet” på toilettet og jeg får opkastfornemmelser af hundelorte på gaden. Hjemme hos os har min mand mave-kneb fordi han forsøger at holde prutterne inde. Jeg synes på INGEN måde lorte-humor er morsomt…

Og jeg er ikke typen der dasker nøgen rundt eller ligger topløs på stranden ! Og vi gør det for det meste med lyset slukket. Jeg er simpelthen rimelig blufærdig.

Og så blev man gravid ! (STOP MED AT LÆSE HER hvis du også er sart !!)

Det første der sker er at jeg får usandsynlig meget luft i maven. Og det er ikke bare sådan lidt luft der siver – nope – det er stinkede dunstende ubehagelige dødemands prutter der kommer ud ! Og jeg prøver at skjule det og skyder skylden på andre.

Min krop bliver større og større og man føler sig bare ikke mega sexet. Og ved midten af graviditeten ankommer en hæmoride – noget jeg før troede var en form for kønssygdom, men heldigvis havde læst i listen af “bivirkninger ved graviditet”. Og jeg fortæller det ikke til nogen. Og jeg lyver om min vægt.

Da så dagen oprinder hvor jeg skal “skide min unge” (og JA det føles så, som om man skider…) ser den ene jordmoder efter den anden op i mit underliv. Roder med flere fingrer og nævner HVER gang “Nå for den – det er sørme en ordentlig HÆMORIDE” – imens min kæreste er der!! Pludselig er hæmorider det mest naturlige i verden og alle skal da vide, at sådan en har jeg ! Det bliver ovenikøbet nævnt i min journal, så vi lige kan følge hæmoride og baby side om side.

Og jeg ved ikke om der rent faktisk kom lidt ud af det andet hul da jeg fødte – men det er vist MEGET normalt. Og min kæreste er stadig tilstede.. Man ligger med benene i vejret og med brysterne fremme (de skal jo være klar til at amme så snart baby har forladt det mørke indre) mellem totalt fremmede mennesker.

Nå man så har født, ser man ikke super skøn ud. Det kræver immervæk lidt kræfter at få 3,5 kilo ud igennem en 10 cm åbning – og man rammer heller ikke idealvægten på fødselslejet. Men vi skal da lige ha lidt gæster på besøg alligevel. Så ikke nok med at kæresten ser en ligne – ja, som man siger “en pose lort” – så får halvdelen af vennekredsen også lige muligheden. Og hvor jeg tidligere havde det lidt stramt med at vise hud – hiver jeg nu patterne frem både ved svigerfamilien og de mandlige gæsters besøg. Baby skal jo ha mad !

Og som om der ikke er nok grænser overskredet – så kunne jeg ikke tisse (pga hævelser) og måtte have kateder i 36 timer – Dvs. rende rundt med sin pis i pose!

hej hej – se mig! med rødsprængte øjne, 20 ekstra kilo, patterne fremme og med mit pis i hånden ! Og… glemte lige – med KÆMPE ble på – for det bløder sådan set en del efter sådan en fødsel.

Det første du så gør når der er kommet ro på med den ny er, at gribe til baby-greb nr. 1: Hold babys numse tæt op mod din næse og snus godt ind, imens du siger “Har baby lavet lort?”

Det første der kommer ud af baby er mørkegrønt på grænsen til sort og sejt som tjære. (man får en fin folder så man lige kan følge med i lorte-farve-skalaen de første par dage – sort/grønt på dag nr. 1 = MEGET fint)

Min kæreste er heller ikke stærk i afføring (men synes prutter er sjove når jeg ikke er hjemme) og var utrolig tæt på at “kaste suppen” ved første bleskift. Og jeg ved ikke om det var det der fik vores søn til at stoppe med at skide efter 3 uger.. Det kom simpelthen kun hver 14. dag. Men så kom det da også i stor stil ! Den uregelmæssige puha puha medførte at jeg har skrevet daglige updates til størstedelen af familien “Har det godt, men Linus har stadig ikke skidt” og “Hurraaaa så kom der en lorteble”. Og når folk spurgte hvordan det gik var svaret “Det går virkelig godt, men han skider ikke ret meget” Og andre forældre nikkede forstående og serverede en lorte-historie lige tilbage.

Så det der med at være sart – det kan jeg godt pakke sammen!

Jeg prøver stadig at skjule mine prutter og pakker brysterne lidt mere ind når der ammes – men lort bliver nok ved med, at være en del af min hverdag mange år endnu og min kæreste er begyndt at “slå en lille en” – uden at jeg bliver meget vred ! Men jeg synes stadig ikke det er spor  morsomt.

Det er slet slet ikke mor-somt !

06/15/2011

Nu sidder der jo 10 kilo ekstra dødvægt på mit korpus og i den forbindelse har jeg meldt mig til “Efter-fødsel-zumba”. Normalt er jeg ikke så aktiv og synes f.eks. at løbe er noget af det dummeste/kedeligste man kan foretage sig… Jeg er ikke typen der bliver “afhængig af sport”, får et “kick” af at røre mig eller “får usandsynligt meget bedre efter motion” – men at ‘Danse dellerne af’, lød som en sjov form for motion.

Men det er åbenbart overhovedet ikke morsomt! Dvs. det er der ihvertfald ikke andre end mig der synes. Jeg stod fuldstændig forfjamsket og lignede hende der, fra den der tele-reklame, der prøver at følge med i et step-program. Finten i Zumba er åbenbart ikke gentagelse, men blot nye trin og nye trin efterfulgt af endnu et nyt spjæt. Og jeg er helt sikker på at jeg har lignet en komplet idiot. – Men der er ingen der griner! På et tidspunkt vender jeg mig om og ser at resten af salen ser mindst lige så tåbelige ud som jeg, men alle er gravalvorlige!

Og så er det jeg tænker – det er åbenbart ikke fordi det er sjovt at blive mor, at det hedder mor-somt!

Min søn laver den vildeste bæ-mund når han begynder, at græde og forleden var jeg på besøg hos et par bekendte. Da læberne begyndte at trække ned af, vendte jeg ham om og sagde “ser han ikke helt vildt sjov ud” (Han SER helt vildt sjovt ud!!) – Reaktionen var – “Trøster du ikke dit barn?”

Men hvis jeg skulle græde hver gang han græder, så ville livet blive så usandsynlig hårdt og hvis jeg en gang imellem kan smile til mit barn når han bliver ked, så tror jeg også at det bliver lettere for ham at smile tilbage. (Det skal lige nævnes, at jeg da selvfølgelig trøster mit barn når han græder, og at jeg ikke slår eller noget i den retning for at få ham til at lave ansigter!! Men han er utrolig aktivt og bliver sur hvis han ikke bliver underholdt… Og så kan man godt smile lidt af en bæ-mund)

Hvorfor kan vi ikke løsne lidt op og grine af de dumme ting vi gør. Smile lidt til livet ! Jeg ved at der findes den ene dødsfælde efter den anden for dit barn og at der er ti-tusinde ting man kan gøre galt som nybagt mor, men vi er jo alle i samme båd!

Og jeg synes altså det er i orden at grine af sig selv når man fjumrer rundt, som man nu en gang gør som nybagt mor. Men hvad der burde være endnu mere i orden, er at grine højt og så tårerne triller når man danser Zumba !  – Næste gang sætter jeg ind med lidt flere jokes og ser om det ikke skulle hjælpe ! (Og måske et ballerinaskørt)

Hvis du er i tvivl, er det ikke en ve… Eller er det?

05/15/2011

Fredag d. 11 februar havde jeg lidt muren i maven i løbet af dagen, men holdt fast i tanken om at ”hvis man er i tvivl – er det ikke en ve”. Jeg havde været et smut ude og besøge en vuggestue (havde fået bildt mig selv ind at den skulle vælges før jeg fødte og fik pludselig afsindigt travlt.. Det er så 4 mdr. efter de skal skrives op…), men havde aflyst en aftale om at komme et smut ind på jobbet og hjælpe til, da jeg synes jeg var noget træt i det.

Ved 20-tiden lå vi og så X-faktor, da det begyndte at sjaske ud af mit underliv. Min første tanke var at vandet var gået, men der kom kun ca. 1 dl. Så jeg lagde mig ned igen og så flere talenter optræde (lå og googlede sjask, vand, vand går lidt, ikke så meget… imens) Der kom endnu et sjask lidt senere og jeg tænke at jeg nok hellere måtte ringe til hospitalet og høre hvad søren det kunne være.  
På hospitalet mente de godt at de ku være vandet der var gået, så vi måtte gerne komme et smut forbi til et tjek – men vi ville nok blive smidt hjem igen.

Det var jo altså lidt spændende… Sådan at sætte sig ud i bilen med tasken der havde været pakket (stop proppet med 1000 ting) i den sidste måned og med høje forventninger til hvad der nu skulle ske. I bilen hygge-snakkede min kæreste og jeg, og  jeg valsede let ind på fødegangen. På vejen mødte vi et par hvor kvinden havde voldsomme veer og manden trissede bagefter med en kuffert på hjul og så noget betuttet ud. Vi følte os rimelig ovenpå!

En jordmoder undersøgte mig og mente ikke at vandet var gået alligevel – det var nok bare “for-vandet”. WTF? For-vandet? Jeg har aldrig hørt om det tidligere og kunne bestemt heller ikke google mig frem til det da jeg forsøgte tidligere på aftenen. Men til jer andre hvor “for-vandet” måske går – det er når den første hinde sprænger, men IKKE hinden op til livmoderen – altså hinden foran… Der af for-vand… 

Nå, men rutine-mæssigt blev jeg lagt i spænde-trøje… eller de der bånd som det vist er, som måler barnets hjerterytme og ens veer. Jeg kunne ligge og følge med og det viste sig at jeg rent faktisk havde lidt veer – selvom jeg var i tvivl!! De føltes som når man skal have manstruation og nogen af dem var en af de lidt hårde omgange! Ve-måleren kom op på 50 på et tidspunkt hvor jeg syntes det gjorde lidt ondt og jeg spurgte hvor meget den skulle op på når det virkelig gik løs – der var svaret ”over 100”… Så selv om jeg var i tvivl og det VAR veer – så var vi ikke i nærheden af dem man har hørt om. Et par dage inden jeg fødte var jeg så idiotisk at google ”hvordan føles veer” og en kvinde skriver ”som at få gravet sine indvolde ud med en sløv ske” – tak skævben – måske man ku nå at fortryde?

Baby’s hjerterytme var en smule for høj, men da kl. var 23 og han den sidste måned havde spillet fodbold i tidsrummet 22-24 var jeg ikke nervøs. Vi andre bliver jo også en smule stakåndede af, at løbe en marathon. Men jordmoderen mente at jeg lige måtte blive indtil baby’s hjerte lød normalt igen.

Vi blev sendt ud og gå en tur og der er bestemt ikke meget at se på Hvidovre hospital kl. 24, men vi fandt en sodavands-automat hvor jeg vurderede at jeg her 2 dage før termin kunne tillade mig, at drikke en cola light – faren for at føde for tidligt var vist ved at være drevet over.

Da vi kom tilbage efter vores romantiske nattevandring, var babys hjerte nede i normalt tempo igen, og vi blev sendt hjem med besked om at prøve at få sovet, spise et par panodiler og spise lidt mad.

Så det var hvad vi gjorde og jeg sov glade 6 timer, stod op og lavede morgenmad til min kæreste og smed mig på sofaen og så 8 afsnit af Mad Men. Det gik ganske fint de første 6 afsnit. Der var stadig lidt veer hver tiende minut – men hvis jeg ikke havde fået bekræftet at det var veer, havde skam været i tvivl!

Da klokken ramte ca. 16 begyndte det er gøre riiiimelig ondt. Jeg vil stadig beskrive det som en slags menstruations-smerter, men nu var det ikke længere noget jeg havde prøvet før. – Og der var stadig 10 minutter i mellem. Her begyndte det at være lidt svært at koncentrere sig om handlingen i min serie-marathon.

Kl. 19 var veerne så kraftigere, at jeg tænkte at vi snart måtte være tæt på, at jeg skulle føde – der havde jo trods alt været gang i den siden dagen i forvejen. Så jeg ringede til Hvidovre for lige, at tjekke om de ikke skulle have lyst til et besøg – selvom der var 10 min. i mellem… Det havde de på ingen måde. Jeg skulle tage en Panodil og slappe lidt af… Her har man holdt sig fra panodiler i 9 måneder og så snart man nærmer sig fødslen er det, det eneste de kan tilbyde – i rigelige mængder. Jeg fik desuden at vide at ”veerne sagtens ku’ gå i sig selv igen”. ”Øhhh nej tak… De må sådan set gerne fortsætte så vi kan få baby ud.. 24 timer skulle ellers lige ha været spildt?”

Men der var jo ikke så meget andet at gøre end at lægge sig ned og vente på at der var 3-5 min. imellem veerne… På skemaet vi havde fået fra hospitalet om ”fødslens faser” var vi nu nået til punktet ”gå en tur 1,5 time” – det blev til et smut ud på vejen med 3 veer = max 20 min. Det er altså ikke toppen at tæske op og ned af en villavej med veer…

Da der var 7 min mellem veerne gjorde det VIRKELIG ondt. Det gjorde så ondt at jeg kastede op hver gang jeg havde en ve. Jeg havde på daværende tidspunkjt droppet det der med at se Mad Men… I stedet lå jeg inde i sengen og stønnede. Min kæreste mener at det lød sådan en smule kælent… Altså aaahhh aaahhh AAAAHHH ARRRGHHHH… Men jeg skal lige love for at man ikke har lyst til at ”kæle” på det tidspunkt.

På bagsiden af fase-skemaet fra hospitalet var et par tips til manden rolle under optakten og en opskrift på varme ingefær omslag. Min søde kæreste ville gerne hjælpe mig en smule imellem opkastningerne, og tænkte at det nok var bedre at få ingefæren direkte – så i stedet for et varmt omslag valgte han, at køre et koldt stykke ingefær rundt på ryggen af mig. Jeg kan ikke forestille mig noget tidspunkt hvor det kunne være behageligt eller behjælpeligt og slet ikke der – så jeg måtte ”pænt” bede ham om at stoppe med sit bidrag.

Kl. 24 var der nogen gange 4 minutter mellem veerne, men nogen gange gik der 7 – og så var der noget der havde sat sig fast i ryggen på mig som bare gjorde ondt konstant. Så jeg besluttede mig for at lyve ! Jeg ringede til hospitalet og sagde at nu var der 4 minutter mellem alle veerne – og de kunne da også godt høre at jeg var en smule underdrejet af smerte – så vi måtte gerne komme! HURRRAAAA… men vi ville måske blive smidt hjem igen. ”Øhhh… nej tak igen!” – det barn måtte meget gerne snart komme ud!

Og anden gang til hospitalet gik det knapt så let. Det tog ca. 20 min at komme fra hoved døren og ud til bilen – der er ca. 15 meter. Og i bilen var der heller ikke noget small-talk. Det gjorde ondt hver gang vi kørte over det mindste bump. Og denne gang var det os der var parret, hvor jeg kravlede langs væggene og min kæreste gik bagved med et betuttet ansigtudtryk og en sportstaske. Og jeg kan love for at gangen hen til fødegangen er lang på Hvidovre.. Det føles lidt som den der historie med ”Der var en gang… og for enden af den gang, der var der en dør og bag ved den dør, der var der en gang og forenden af den gang….”

Hele min mødregruppe har haft dårlige fødselsoplevelser på Hvidovre, men jeg vil gerne lige nævne at jeg kun blev mødt af søde behagelige mennesker som hjalp så meget de kunne. Og fordi mit blodtrykt var lidt højt da jeg ankom til Hvidovre – blev jeg ikke sendt hjem. Og jeg var bestemt ikke i tvivl om, at jeg havde veer. Jeg havde ikke overskud til at kigge på ve-måleren, da jeg lå fastspændt, men den var helt sikkert langt over 100.

Men jeg var kun 3 cm åben! Efter 24 timer… 8 af dem i rimelig stor smerte… På det tidspunkt var jeg klar på hvilket som helst drug de kunne tilbyde, så da jordmoderen sagde noget med morfin sagde jeg ”ja tak og meget af det!”

Vi fik en stue hvor min kæreste kunne ligge på gulvet og så ”ku jeg lige sove i 6 timer – det er nemlig ikke så godt at føde hvis man har fået morfin. Så kan baby være sløv når han kommer ud”.

Morfin er så det DÅRLIGSTE drug jeg nogen sinde har prøvet (ikke at jeg har prøvet andre, men man forestiller sig jo noget med at blive en smule beruset, beroliget og se dejlige farver..). Det gjorde sindsygt vanvittigt udligeligt ondt og jeg havde veer hvert andet minut! Og så sjaskede det i bukserne igen.. Denne gang var det slimet og jeg møvede mig ud til toilettet for at se temelig klamme ting komme ud af mit underliv. Jeg ved ikke hvem der har bildt mig det ind, men nogen har sagt at fostervandet er helt klart – det er løgn! Jeg ringede trykkede på alarmen og græd lidt da jeg sagde at jeg havde født noget i toilettet. Jeg ved ikke hvem hulen damen der dukkede op var, men hun startede med, at spørge om jeg var sikker på at det kom fra mig? Hvad helvede han hun regnet med? Jeg var ret sikker, da en del af det også lå i mine bukser… nå nå, men så måtte hun da kalde på en jordmoder.

Jordmoderen forstod så udmærket at morfinen ikke havde haft den store indvirkning – for jeg var pludselig 10 cm åben og skulle føde.

Da jeg lå på briksen med benene i vejret beder jordmoderen om et fødesæt. Til det bliver der svaret at ”de ikke har flere”. Jeg ved den dag i dag ikke helt hvad et ”fødesæt” er – men det er helt sikkert ikke noget man har lyst til at mangle når man ligger og venter på at få lov til at presse baby ud. Heldigvis fik jeg det sidste fødesæt ! Hvad de har gjort resten af dagen ved jeg ikke… Men efter fødesæt var ankommet fik jeg lov til at presse og efter 24 minutter var Linus kommet til verden. Og det er ikke som man ser det på film, med mange læger og sygeplejersker tilstede. Næh, der var mig jordmoder og min kæreste. Min kæreste var “manden med vanden” og lige før baby kom ud blev han bedt om at trykke på en knap hvorefter der kom en dame med varme håndklæder som baby blev svøbt i.

Og bettemanden var sund og rask og ikke spor sløv, så vi behøvede ikke at gi’ ham morfin-modgift. Til gengæld fik jeg et adrenalin rystechok efter at have født, hvor hele min krop dirrede i flere minutter – heller ikke noget jeg havde hørt om før.

Det gør ikke SÅ ondt at føde, men jeg synes satme de der 14 timer i smerte-helvede inden var rimelig slemt. Og helt og aldeles glemt igen når man ligger med bassemand i armene. Det er den vildste oplevelse i verden. Det er det mest naturlige at lave lave børn – det sker hele tiden. Men alligevel er det, det underligste, mest absurde og fantastiske jeg nogensinde har udrettet. Der er ikke noget der hedder smertefri fødsel, men det er ikke en smerte der bliver ved og der kommer noget fantastisk ud af det! Jeg gør det 100% gerne igen. 

Uhadada – det er GRATIS!

05/09/2011

Ja – jeg blev ramt af gratis-feberen. Der sker noget med mennesker når noget er gratis og nu skete det også for mig – jeg SKULLE bare ha’ det og meget af det!! Alt hvad man ku’ få til mit kommende barn skulle findes, bestilles, hentes, fragtes og ind på hylderne i det kommende børneværelse! Jeg har 56 prøver på baby-olie, 14 på ammeindlæg, 27 på lotion til rød røv, 2 tandbørster, 57 bleer og alt muligt andet l**t

Er der andre der har lyst til samme skattejagt er her et par tips:

Libero klubben: Mener at huske at man fik en del bleer og en bamse 🙂
http://www.libero.dk/Pages/Club/Article.aspx?id=25748

Matas Club har også en pakke, men er ikke helt sikker på hvordan man får fat i den.

BabySam / Pampers: Man får en blespand og nogle prøver. Synes ble-spanden var dum, så den har vi smidt ud igen. En stor pedalspand virker bedre. Men ud over det er der nogle gratis bleer 🙂

COOP: Vist nok også en rimelig god pakke 🙂 Man skal være medlem af Coop:
http://www.nettorvet.dk/vare/pampers-baby-startpakke/5700382352449

Apoteket: Har lidt prøver på badeolie og sådan. Man spørger bare ved kassen så udleverer de en.

Min-mave.dk gir et gavekort til smaahjerter.dk når man tilmelder sig nyhedsbrev etc.

Altid godt med GRATIS 😉

Skræk-mærker

05/08/2011

Kort tid efter jeg havde fortalt min arbejdsplads, at jeg var med rogn, satte en mandlig kollega sig ned ved siden af mig og sagde “Origins cocoa-butter og Clarins body-oil – det er det bedste råd jeg kan give dig!”. På daværende tidspunkt havde jeg taget ca. 500 gr. på og havde da hørt om mærkerne tidligere, men var ikke helt klar over hvor han ville hen med det lille ‘tip’. Han fortsatte så heldigvis og fortalte at hans kone (som ser brandhamrende lækker ud) havde smurt sig med disse vidunder midler og havde undgået at få strækmærker. “Lyder godt” tænkte jeg – “hende vil jeg gerne ligne når jeg en gang har født 2 børn”.

Egentlig mener jeg, at have hørt, at det er noget hormonelt, det der med strækmærker og at de her cremer etc. ikke skulle hjælpe – men skrækken for at få strækmærker og IKKE ha smurt sig ku jeg ikke bære. Hviiis nu man kunne undgå det… Det kostede mig så lige omkring 600 kr. for sådan 2 stk. mirakel-kurer.

Og jeg har smurt og smurt min mave ind ! Og mine bryster – de vokser jo også… Og min veninde har altså fået et strækmærke på det ene bryst… Det skulle jeg bestemt ikke nyde noget af.

Og det hjalp ! Det hjalp helt frem til 8. måned hvor jeg tilfældigvis fik taget et kig på min røv! Generelt sagde folk utrolig mange positive ting om min mave og hvor flot det hele, bare lige havde placeret sig, der på midten… Men virkeligheden var at min bagdel helt sikkert var vokser et par størrelser – og er nu fyldt med strækmærker!

Så jeg skal ikke kunne sige jer. om det kan betale sig at bruge penge på dyre olier og lækre cremer – blot lige nævne – HUSK røven !!

Den evige bekymring

05/07/2011

I de første 3 måneder før nf scanningen hørte jeg konstant på folk der sagde “selvfølgelig er der ikke noget galt med dit barn – hvorfor skulle der være det?” Men hvorfor skulle der ikke være noget galt? Jeg ved ikke ret meget om kromozonfejl, men jeg ved da, at det ikke er sådan, at man kan forudsige, at man ikke får et mongol-barn fordi “morfar var da ikke mongol…” Hvor mange har lige mulighed for at se tilbage på stamtræet og tjekke af ved “non-mongolos”? De fleste med kromozonfejl får jo ikke børn, så det må jo komme af noget andet…

Jeg var konstant bekymret i 9 måneder! Normalt er jeg planlægningsmester og kan altid finde en løsning på alle problemer. Men pludselig stod jeg i en situation hvor jeg intet kunne kontrollere. Jeg var ikke nervøs for når barnet kom ud – så ka man altid ringe til nogen eller tage på hospitalet, men alt det der sker før har man absolut ingen kontrol over. Jeg kan ikke gøre noget hvis mine kromosomer bestemmer, at barnet skal være handicappet. Eller han skal fødes med et kæmpe modermærke i ansigtet eller uden den ene finger. Jeg forberedte mig mentalt på at min søn om ikke andet, helst sikkert ville blive grim. Men trøstede mig med at han så tilgengæld ville blive sjov og charmerede.